Kategorier
Beskæring af hæk

Beskæring af hæk

De fleste hække vil med tiden trænge til en grundig beskæring, hvis de ikke både skal overtage have og fortov. En hæk kan nemlig hurtigt vokse sig høj og bred, hvis ikke man klipper den jævnligt. Og selv hvis du klipper din hæk 1 eller 2 gange årligt som du skal, så vil en ældre hæk have brug for en foryngelseskur en gang imellem. Når en hæk bliver for bred, så får midten ikke lys nok og grenene vokser sig tykke og bladløse i stedet for. Så er det tid til en rigtig beskæring. Hvis du foretager en grundig beskæring, så vil din hæk sikkert se noget bar ud til at begynde med. Men der er ingen skade sket. I løbet af kort tid vil hækken sende en masse friske skud frem, der hurtigt vil gøre din hæk pæn igen.

Hvad skal du bruge for at beskære en hæk

Når du laver en almindelig hækklipning, så kan du nøjes med en almindelig hæksaks, enten elektrisk eller med rugbrødsmotor. Det kan du, fordi du ved en almindelig hækklipning kun klipper de tynde grene. 

Når tiden kommer til en rigtig beskæring, så skal der andre værktøj til. Ved en rigtig beskæring skal du ind og have fat i de tykke grene. Vi vil foreslå, at du både har en grensaks, et ørnenæb og en motorsav ved hånden, hvis du skal beskære en gammel hæk, der har vokset sig høj og bred. Grensaksen er fin til mindre grene, hvorimod ørnenæbbet kan klare noget tykkere grene. Men er grenene for tykke til ørnenæbbet, så må du have fat i motorsaven.

Hvornår er det bedst af beskære hækken

En hæk skal beskæres for at holde sin facon og for at sikre, at hækken forbliver tæt. Hække der ikke er blevet beskåret længe tager længere tid om at blive pæne igen. Vi har lavet en liste over de hyppigst sete hæktyper i Danmark, så du kan se, hvornår du bedst beskære din hæk

  • Takshæk – beskæringstid april / maj
  • Ligusterhæk – beskæringstid januar / februar
  • bøgehæk – beskæringstid februar / marts
  • Lærkehæk – beskæringstid december / februar
  • Tjørnehæk – beskæringstid januar / februar
  • Ahornhæk – beskæringstid oktober / november

Tips til hækklipning og beskæring

  • Sørg for at den nyklippede hæk er bredere forneden end den er foroven. Dette gøres for at undgå, at hækken vælter eller knækker, hvis vi får en hård vinter med meget sne.
  • Træk en snor langs hækkens øverste kant i den højde du ønsker, så du har noget at klippe efter.
  • Klip hækken nedefra og op, så de afklippede grene ikke er i vejen
  • Træd jævnligt et par skridt tilbage og stil dig, så du ser langs hækken. På den måde kan du lettere se, om du har fået siderne klippet jævnt.
  • Klipper du med en elektrisk hæksaks eller motorsav, så stik ledningen igennem dit ærme – på den måde hænger ledningen ikke og svinger rundt, mens du klipper og du mindsker risikoen for at komme til at klippe den over. Hvilket sker oftere end du tror.
  • Efter beskæringen kan du sagtens rive blade og små kviste ind under hækken. Det vil i løbet af nogle måneder kompostere sig selv og give ny næring til hækken.